Farmor Else Marie Jørgensens barndom og ungdom.

Følgende oplysninger har Else fortalt til sønnen Arne den 11. december 2007, samt ved tidligere lejligheder. Historierne er genfortalt af Arne.

Else Marie Petersen, gift Jørgensen

Skolerne
I min korte skolegang gik jeg på 3 forskellige skoler i 4 omgange:

1) 1931 – 1932: Den gamle Brøndbyøster skole i 1. og 2. klasse.
Jeg har aldrig været god til sang, og lærerne syntes, at jeg var så dårlig, at jeg blev sat udenfor døren i sangtimerne.

En gang blev jeg skældt ud for ikke at have gjort mine lektier, selvom at jeg faktisk havde udført dem. Dengang brugte man skiffertavler, og derhjemme havde jeg skrevet mit hjemmearbejde på tavlen. Min vej til skole var meget lang – helt fra Vibeholms Allé i Glostrup og ud til Brøndbyøster, og det foregik til fods. Undervejs lå tavlen i tasken, og den var blevet slettet ved at gnide op af bøgerne på den lange vandretur til skolen.

Den gang havde vi også lange fedtelæderstøvler, som skulle snøres hele vejen op. Det tog en frygtelig tid, og flere gange var jeg ved at komme for sent, fordi al tiden gik med snøreriet.

2) 1933-1934: Den gamle Rødovre Skole

3) 1935-1936: Hvidovre Skole på Kettevej

4) 1937-1939: Den gamle Rødovre Skole. Den meget kendte skuespiller Bodil Steen gik samtidig på skolen.

Jeg gik ud af skolen efter 8. klasse. Jeg klarede mig faktisk godt i skolen, men dengang var der ikke mulighed for at gå videre i realklasserne selv om evnerne til det var der.

Har skolebilleder fra flere af klassetrinnene.

Bopæl i barndomsårene

Vi flyttede meget i barndomsårene, og det har bl.a. giver sig udslag i de mange skoleskift.

1) 24. maj 1924: Jeg er født på en gård på Krogagervej i Brøndbyøster. Det er der, hvor en afdeling af KMD nu ligger. Netop i denne afdeling af KMD startede mine sønner Palle og Arne deres IT karrierer med efterbehandling af selvangivelser i 1971.

2) Omkring 1926 til 1930: Vi flyttede til landsbyen Brøndbyøster, og boede lige overfor kirken.

3) 1931 – 1932: Derefter flyttede vi til Vibeholmsallé i Glostrup. Det var et stort hvidt hus på hjørnet af Hovedvejen og lige ved Vestvolden. I mange år efterfølgende var der planer om at rive det det, men først omkring 2004, blev det revet ned, og nu ligger der et ”Jem & Fix” varehus. Sønnen Ole har i over 25 arbejdet lige ved siden af hos O.K. Kenvig.

Lige ved siden af boede fru Johnsen, som blev min mors livslange veninde.

Den 21. maj 1932 blev min lillebroder Henry Gram Petersen født. Vore forældre fik ikke flere børn end os to.

4) 1933 – 1934: Herefter boede vi på Rødovrevej 13 i Rødovre. Det var en gårdejer Sørensen, der ejede huset, som vi var meget glade for at bo i, men han solgte det desværre, og så måtte vi flytte igen.

5) 1934 – 1935: Næste stop blev på Hviddingevej i Rødovre. Den ligger imellem Roskildevej og Damhusboulevarden, og tæt på Rødovre Statsskole, hvor sønnen Arne senere gik i gymnasiet fra 1966 til 1969.

6) 1935: Endnu en flytning førte os til Vojensvej, der ligger på grænsen mellem Rødovre og Hvidovre, og tæt på Hvidovre station. Det betød også et skift til skolen i Hvidovre.

7) 1936 – 1938: Med en far med mellemnavnet Gram blev den næste adresse meget passende Grambyvej, der ligger som en parallelvej til Hviddingevej.
I denne periode sluttede jeg min skolegang, og kom derefter i en lang række pladser i huset. Den første plads havde jeg, mens vi boede på Grambyvej.

Far arbejdede som kommunalarbejder og vejmand ved Frederiksberg Kommune, og mor var syerske, og sad hjemme og syede tøj til folk.

Mine forældre flyttede senere til Padborgvej 6, 2. sal th., hvor de boede igennem rigtig mange år, ja faktisk helt frem til omkring 1978, hvor de kom på plejehjem. Det var en lille, men meget hyggelig 2 værelses lejlighed med et lille køkken og bad, og så lå den lige op til Damhussøen og Damhustivoli, hvor vi tilbragte mange gode timer. Far var bl.a. meget glad for at spille på brevduer, og det kunne man her, som en af de få steder i landet.

Pladserne

Som for mange andre var vilkårene dengang, at der ikke var råd til en videreuddannelse, så pigerne kom i huset indtil de blev gift, og drengede kom ud at arbejde, eller i lære. For mit vedkommende blev det til mange pladser, og det var samtidig i den mørke tid, som var meget præget af den tyske besættelse. Lillebroder Henry kom i snedkerlærer hos Johannes Larsen, og blev gift med hans datter Ena.

1) 1939: Den første plads jeg fik, var på Vamdrupvej. Det var mens jeg boede hjemme på Grambyvej, og den lå kun 2 gader væk. Jeg fik kun 5 kr. om ugen, og selv den gang var det ikke meget, så der blev jeg ikke ret længe.

2) 1940: Dernæst blev det til en plads hos en familie i rækkehusene på Padborgvej. Husene ligger lige overfor den lejlighed, hvor mine forældre boede i gennem rigtigt mange år.
Manden var salgsagent og sønnen var ansat på Sygekassen. De havde gruekedel på 1. sal, hvor der blev vasket, og konen var meget pertentlig med rengøringen. De havde en tagterrasse med vindue ud mod lejligheden på Padborgvej 6, hvor mine forældre senere boede, og engang klagede hun over, at der var en lille trekant øverst i vinduet, som jeg ikke havde vasket ordentlig af. Jeg nægtede at kravle længere op for at klare den, og så gik hun selv i gang med det, mens jeg gik nedenunder og lavede noget andet. Pludselig hørte jeg et hyl og et bump, og for op til hende. Hun var faldet halvt ned, men hængte fast i vinduet, og havde slået sig en del. Sønnen fik hjulpet hende ned, og efter denne episode var hun ikke efter mig, selv om den yderste trekant i vinduet ikke var pudset.

3) 1941: Næste plads var på Tulipanvejvej i Vanløse. Her passede jeg huset, og deres lille datter Bitten.

4) 1942: På Sallingevej, der også ligger i Vanløse var det også en familie med børn, som jeg var hos. Det var ikke noget godt sted at være. Efter at have været der i kort tid, så bemærkede jeg, at folk ikke hilste på mig, når jeg gik tur med børnene på gaden. Så fik jeg et tip om, at manden var SS-er, og så forstod jeg folks opførsel. Jeg var lidt nervøs for straks at sige op, for man vidste ikke, hvad de kunne finde på. Jeg ledte rundt i huset, for at se, om jeg kunne finde spor af mandens SS-aktiviteter, men jeg fandt ikke noget, så han har været meget forsigtig. Så snart jeg kunne komme til det, så sagde jeg op, men da jeg rejste, så manglede mit pæne forklæde med kræmmerhuslommerne. Lige efter krigen slutning, hvor jeg var hos Ølunds, fik jeg en pakke med anonym afsender, og noget forsigtigt pakkede jeg den op – det var mit forklæde, som lå i pakken. Jeg har aldrig kunne regne ud, og har heller ikke hørt om, hvad der har ligget bag historien om det forsvundne og genfundne forklæde.

5) 1943: Den næste plads var på Sparreholmsvej i Brønshøj hos en importør og grosserer, som hed Knarberg. Konen her havde også rengøringsvanvid, så alt skulle være tip-top i orden hele tiden. Konen var rigtig god til at lave frokost, som der så kom gæster til, og efter en god frokost, så kunne de godt få vandgrød om aftenen.

6) 1944: Efterfølgende blev det til en tid i Tjenerforeningen, som holder til på Vendersgade, og der ligger den stadig. Vendersgade ligger op til Israels Plads ved Nørreport. Her havde jeg et aftenjob i køkkenet, hvor der var skifte hen på aftenen. Jeg boede i baggården, og familien, der havde stedet hed Stage. Det var i krigens tid, og stedet var meget strengt bevogtet. En aften ville vagten ikke lukke mig ind. Jeg fortalte hvem jeg var, og hvordan der så ud derinde, men lige meget hjalp det. Så fortalte jeg vagten om, hvor der stod nogle pandekager med sennep ovenpå et skab, og da han havde kontrolleret det, så fik jeg endelig lov til at komme ind.

På et tidspunkt var der en tjener, som altid skulle have let ristet brød om morgenen. Vi var så nogle stykker, som var taget ud på Bakken til 10-øres dans, og vi havde fået lidt at drikke og spise, og det var så denne tjener, som betjente os. Han kunne ikke kende mig, for jeg havde den pæne kjole på. Vi bad om regningen, og den var alt for stor. Jeg sagde til ham: ”Du har sku’ da smurt lidt rigeligt på en regning!” Det benægtede han, men det var sandheden. Så sagde jeg til ham: ”Hvis du ikke tager noget af regningen, så får du sort brød i morgen!”. Så genkendte han mig, og så fik vi den rigtige regning. Næste dag fik han sit let ristede brød, og det bemærkede jeg også til ham. ”Årh, hold da kæft” sagde han, og så var den potte ude.

Hvis der var noget jeg ikke kunne lide, så var det at flå ål, og derfor satte de selvfølgelig mig til det! En dag, da jeg igen var sat til det, så havde jeg netop klaret at flå ålen, da en af tjenerne puttede en endnu levende ål ned at nakken på mig. Den vred sig rundt, og kom efterhånden hele vejen igennem, og ud for neden. Da den faldt ud, så tog jeg den, og kastede den lige i hovedet på ham, der havde puttet den ned af ryggen. Han så skrækkelig ud, og hans nye renvaskede skjorte var fuld af blod og slim fra ålen. Han blev meget vred, men han havde fortjent det. Hvem mon fik den ål at spise, som havde været bådet ene og det andet sted henne?

Jeg var ikke i fagforeningen, og derfor kunne jeg kun være i Tjenerforeningen i kort tid, for ellers skulle jeg melde mig ind i fagforeningen. Men jeg ville ikke ind i den branche. Det er et hårdt arbejde med skæve arbejdstider, trang plads i køkkenet, og ofte stor travlhed. Så jeg gik tilbage til husassistent jobbene.

7) 1945: Så kom jeg til Ølunds i Vanløse. Det var en god plads. Her passede jeg hus og 7 børn + børnenes påhæng, så der var noget at se til. Der var 4 sønner: Svend-Åge, Børge, Knud og Henning, og 3 piger, hvoraf en af dem hed Lissie. En af pigerne blev gift med en mand med efternavnet Dombernovski. To af sønnerne var fiskehandlere. Konen var god at arbejde for. Hun havde et skab, hvor hun fyldte hullede strømer i, og når det var fyldt, så fik jeg en fridag fra mit sædvanlige arbejde med hus og børnetøj, og så kunne jeg få lov at stoppe strømper i 2-3 dage. Konen selv hadede at stoppe strømper, så hun overtog mit arbejde imens.

8) 1946: Den sidste plads jeg var i, var hos Ejner Knudsen, Kirkehøj 7 i Gentofte, og det var samtidig en af mine bedste pladser. Konen lavede en liste med, hvad jeg skulle nå i løbet af den kommende uge, og så kunne jeg selv planlægge tiden, så jeg nåede, hvad der stod på listen. Nogle gange tog vi en sejltur i København med børnene, og nogle gange cyklede vi ture.

Mange år senere – i 1990’erne - etablerede sønnen Jørgen Adsbøl en Pelsforretning bl.a. med butik i Glostrup. Det er ham med mottoet ”Der er noget om snakken, der skal står Adsbøl i nakken” (på pelsen forstås). Vi bor lige overfor på Siestavej, og jeg gik ned og præsenterede mig som hans gamle barnepige, og han kunne godt genkende mig. Vi fik en god snak om gamle dage, og han gav mig et tilbud om en pels til ”barnepigepris”, og den købte jeg naturligvis.

Fritiden

Med lange arbejdsdage i huset, og i krigens mørke tid med udgangsforbud, så var der ikke meget fritid, men lidt blev det da til.

De berømte/berygtede Maratondanse startede i depressionstiden i USA efter krakket i 1929. Som meget andet kom fænomenet også til Danmark, og her deltog også jeg også. De gik ud på at danse til man segnede, og dem, som holdt længst ud, de vandt. Jeg har sågar vundet en Maratondans i 40'erne i Charlottenlund sammen med min gode veninde TUT. Bagefter blev jeg drillet med, at jeg havde danset med en pige!

I krigens tid var jeg også en flittig deltager i de såkaldte Algange, der var en stilfærdig protest mod den tyske besættelsesstyrke. Vi samledes og gik ture i skoven og andre steder, og fik på en gang god motion, og vist sammenhold mod tyskerne, uden at de rigtigt kunne gøre noget mod det.

Gift

Otto og jeg blev gift den 28. december 1947, og vi boede i første omgang i en lejlighed i de røde etagehuse på Vestervej i Glostrup. Dernæst blev det til et par på i en lille lejlighed på Erdalsvej 2 også i Glostrup, mens Otto med far som arbejdsmand byggede vores hus på Lunddalsvej 33. Her boede vi i over 40 år, indtil vi i 1991 som pensionister flyttede til en dejlig andelslejlighed på Siestavej 1b.